Den private sektor af tysk økonomi har investeret milliarder i Grækenland. Nogle tyske banker har anlagt op til 15% af deres samlede kapital i Grækenland. Nu kræver Angela Merkel, at bankerne deltager i støtten til den græske økonomi

Græsk økonomi sejler. Økonomien vokser ikke, privatiseringen af eksempelvis vejnettet øger utilfredsheden blandt vælgerne og den europæiske “hjælpepakke 2.0” lader vente på sig. Tyskland er det EU-land, som står til at miste mest ved en græsk statsbankerot. Tyske banker, som efter den globale finanskrise allerede har det hårdt, står til at tabe uhyre store summer – igen. Især handlen med græske statsobligationer lader til at være en stor fejltagelse. Det lader til, at finanskrisens store brølere ikke har ændret bankernes strategier. Nogle tyske banker har investeret ca. 15% af deres samlede kapital i græske værdipapirer. Den tyske finanssektor er lige siden den globale krise blevet betegnet som det svage punkt i tysk økonomi. Mens eksporten og maskinindustrien kører den ene gevinst efter den anden ind, kæmper bankerne om at overleve.

Under finanskrisen var signalet fra regeringen tydeligt: Bankerne kan regne med offentlig støtte. Grækenland-sagen viser Angela Merkels anden side. Kanslerinden for CDU/FDP-regeringen tøver med den anden hjælpepakke til Grækenland. Kritikken af Grækenland er hård: “Kæmpe bureaukrati”, “manglende effektivitet” og “ingen vækstmotor” er udtryk, som giver ekko i den tyske debat. Angela Merkel kræver ikke kun en hård sparekurs af den græske regering, som skal sælge statsejede virksomheder og bremse udgifterne til offentlige ydelser. Angela Merkel kræver også “omfattende reformer”, som skal øge mulighederne for vækst og udenlandske investorers interesse for landet.

Kanslerinden og finansminsteren kræver en frivillig støtte af de tyske banker

Det synes usandsynligt, at beløbet, som de tyske banker skal støtte hjælpepakken med, bliver fastsat juridisk. Angela Merkel og Wolfgang Schäuble taler om et “frivilligt beløb”. Desto længere den tyske regering venter med at udstede en hjælpepakke, desto større bliver presset på de tyske banker. Med tiden vil man derfor muligvis kunne se dette omtalte “frivillige beløb” vokse. At Grækenland dog ikke modtager støtte, virker usandsynligt.

Læs også om vores anbefalede produkter. Klik her!